Uddrag af Grevens bog nr. 7

”Mesterbudskaber i vor tid” af Inge Olsen
Forlaget Sirius Star ISBN 87-986209-8-3
Giv tid, når du læser disse kanaliserede tekster. Lad dem blive levende i dit sind og i dit hjerte. Giv plads for stadig dybere indsigter. Mediter på enkelte ord, sætninger eller afsnit. Lad energien udfolde sig. IngeOverskrifter fra kapitler
Forord v. Inge Olsen
Indledning
Mesteren el Morya
Lady Celeste
Ærkeengelen Uriel
Ærkeengelen Zadkiel
Nationaldevaen for Danmark
Det er min opfattelse, at inspiratorerne bag bogserien ”Grevens bøger til Den Ny Tids mennesker” har ønsket at give mestrene en mulighed for gennem denne bog nr. 7 at formidle den viden og den indsigt i deres virke, som på nuværende tidspunkt ønskes frigivet som en hjælp for udviklingen på Jorden. En invitation er blevet sendt, og ikke kun mestre, men også ærkeengle har derefter responderet ved at indtonere deres budskab, måske på en krystaldiskette, som jeg efterfølgende har fået hjælp til at åbne i forbindelse med nedfældningen af bogen, og når det passede ind i mine øvrige fysiske gøremål.
De enkelte kapitler og budskaber i bogen er nedskrevet i den rækkefølge, som mestrene og de øvrige inspiratorer har ønsket at melde sig. Ligesom i de tidligere bøger er der sket mindre sproglige redigeringer, men langt de flest budskaber er modtaget i et enkelt, stærkt og klart sprog. Afsnit og tegnsætning i budskaberne har været overladt til det fysiske plan.
Bogen ”Mesterbudskaber i vor tid” kan hjælpe os til at åbne for de forståelser og indsigter, som mestre og ærkeengle m.fl. har ønsket at formidle som en hjælp til, at vi mennesker kan åbne os for deres energi og samtidig få et nutidigt indblik i deres arbejdsopgaver. I budskaberne åbenbares således de forståelser, som på netop dette tidspunkt i udviklingen er blevet besluttet at frigive fra Hierarkiet gennem mesteren Saint Germain og hans nære medarbejdere.
Mesteren Saint Germain er strålemesteren på 7. stråle og kaldes også Civilisationens Herre, men ikke mindst bestrider han det store embede og dets lederfunktioner som Maha Chohan for den tredje stråle, og hvor strålerne 4, 5, 6 og 7 ifølge teosofisk forståelse er underordnet.
Energien i budskaberne hjælper os til at åbne mod mestrenes rige, Hierarkiet. De giver visse indblik i mestrenes arbejdsopgaver, men skal samtidigt ses som fragmenter af dybere esoterisk viden og som lysåbninger, som der vil blive flere og flere af, efterhånden som åbningen mod og samarbejdet imellem Hierarkiet og menneskeheden vil blive udvidet i de næste tusinde år i menneskehedens historie.
Sammen og hver for sig hjælper de os læsere til at ekspandere i vor bevidsthed og i vor opfattelse af udviklingen. Dette vil hjælpe den samlede menneskehed til at ekspandere både i sin bevidsthed og opfattelse af udviklingen. Derved gives stadigt mere plads for det indstrømmende lys fra Hierarkiet og videre ind i menneskernes tanker og fysiske liv, og således bevæger vi os langsomt, men stadig mere intenst nærmere mod Den Nye Tidsalder, som tager sin begyndelse i dette århundrede.
August 2000
I kærlighed og lys
Inge Olsen
Det er faldet i mit lod at være den, der fik lov til at lytte til båndene med inspirationerne til denne bog og nedskrive dem. Ord bliver så fattige, men skal jeg søge at beskrive denne proces, har det været en ubeskrivelig kærlig oplevelse. Jeg føler både ydmyghed og en dyb taknemmelighed.
Jeg har været igennem et hav af følelser, medens jeg sad ved computeren, indtunet, og afskrev båndene. Mange ting står i dag klarere for mig, og jeg har fået endnu mere kontakt med mit dybe ønske om at få lov til at stå til rådighed for Lyset at måtte blive brugt.
Megen energi har jeg fået del i. Flere gange har jeg været nødt til at vente en dag eller to, før jeg kunne gå videre med nedskrivningen, fordi den energi, jeg sad i, var så stærk, så kærlig, så sand, så lodret, at jeg først skulle fordøje den.
I ydmyghed og dyb taknemmelighed TAK.
December 2000
En taknemmelig lysarbejder
Indledning
Oplev, hvordan mester efter mester åbenbarer visse aspekter af sit væsen, for at menneskene mere og mere kan åbne for en begyndende forståelse af deres virke og opgaver.
Giv tid til hvert enkelt afsnit af denne bog, for i hvert kapitel og afsnit ligger en gave til dig, som kan hjælpe dig til at åbne for mangfoldigheden i Guds væsen, men også for den præcision som ligger i mestrenes virke. Ikke ét ord er tilfældigt. De indgår i helheder, som alle er med til at åbne os for Den Ny Tid og til samtidigt at være til stede i vor tid, nutiden. De hjælper os til at opleve os selv som integrerede væsener af den guddommelige plan og Hierarkiets nedfældning af lys.
Giv plads for den guddommelige kærlighed. Giv plads for den guddommelige fred, for at du altid i din bevidsthed ser dig som en del af guddommens væsen, som tager ansvar for sit liv og sin udvikling. Derved må du også tage det fulde ansvar for din tanker, følelser og handlinger.
Da bliver du et bevidst lysvæsen, som aktivt tager medansvar for udviklingen på Jorden og i menneskeheden, og som fra dette øjeblik ophører med at forklare, undskylde eller irettesætte. Thi du alene er ansvarlig for netop dit liv og udvikling! Og Gud forventer, at du påtager dig dette ansvar, i stedet for at blande dig i hans virke eller andre menneskers udvikling.
Sig således ja til at blive en aktiv bevidst lysarbejder, som via din antahkaranakanal er åben mod Guds lysverdener og den guddommelige hensigt og plan for Jordens og menneskehedens udvikling, som du er en del af.
Gå da med fred i hjertet videre i dit liv og giv plads for, at din sjæl og ånd kan arbejde igennem dine legemer og chakras. Derved giver du Gud plads i stedet for at fortsætte med at begrænse dig i personlighedens tilsyneladende forståelse.
Også de inspirationer og forståelser som er formidlet i denne bog må ses som delelementer af større sandheder, men som netop de delelementer, som er ønsket videregivet i denne Grevens bog nr. 7 til Den Ny Tids mennesker.
Mesteren el Morya
1. stråle
”Viljens herre er jeg. Den vilje, som menneskene skal turde åbne sig for, og som ikke har at gøre med personlighedens vilje. Den har knapt nok med sjælens vilje at gøre, thi det er den villede hensigt udtrykt igennem monaden af Gudfader den Almægtiges højre hånd og lysbevidsthed. Det er den vilje, som udtrykkes igennem Shamballa og derfra videre ned mod menneskeheden, og som i sig har evnen til manifestation. Det er den vilje, som i sig har det højst mulige aspekt af den guddommelige kærlighedsfrekvens, således som den er kendt på Jorden.
Viljen, viljeskraften er igennem tiderne både blevet misforstået og misbrugt. Mennesker, som mente at have adgang til viljeskraften, har tiltvunget sig magt over andre mennesker og andre menneskers værdier og har ment at være berettiget dertil. Men den guddommelige viljeskraft er en ganske anden natur. Det er selve den skabende ildkraft i universet, hvorigennem al manifestation finder sted. Det er den viljeskraft, som hjælper menneskene til at opleve det højst mulige aspekt af den guddommelige virkelighed. Det er den viljeskraft, hvorigennem guddommen arbejder med den dybeste, reneste frekvens af krystallinsk art. Den har i sig diamantens hårdhed men også diamantens klarhed og diamantens vidunderlige skær, som i sig indeholder alle de sublime energier i universet, idet de reflekteres i viljesdiamantens indre væsen. Kun, når du begynder at kende den guddommelige viljeskrafts indre væsen, begynder du at forstå mit virke blandt menneskene, repræsenterende den guddommelige viljeskraft. Den viljeskraft, som hjælper menneskene til at gå ind til benet, ind mod den indre virkelighed. Den viljeskraft som skærer igennem glamour og illusion. Den viljeskraft som er Guds viljes kraft.
Denne viljeskraft har sit hovedsæde i krondiamanten i Shamballas alter. Det er den viljeskraft, som i sig genspejler den højeste virkelighed. Det er den viljeskraft, som i sig indeholder den guddommelige plan for menneskehedens og Jordens udvikling og for alle de væsener, som er tilknyttet denne form for virkelighed og manifestation.
Menneskene søger at undgå denne viljeskraft, eller de misbruger den. Uendelig få er i stand til at opfatte denne viljeskrafts dybe kærlighedsaspekt og kan se, opleve og forstå, at den er en del af manifestationen og derfor også må erkendes, opleves af det enkelte individ på vejen. Ingen, jeg gentager ingen, kan undgå på et tidspunk på udviklingsvejen at møde denne guddommelige viljeskraft. For de fleste er det et voldsomt møde, som kan opleves nedslående, fordi denne viljeskraft bryder igennem glamour og illusioner. Alt, som før var skjult, bliver tydeligere, og noget af det, der skjultes, bliver væk. Det er igennem viljeskraftaspektet, at du kan tale om, på et tidspunkt på vejen, at stå nøgen for Gud, hvor du vil opleve, at der intet slør er imellem din verden og de indre verdeners virkelighed, og hvor du kan bevæge dig frit mellem forskellige sfærer af lys uden at mærke nogen hindringer, men tværtimod kender og forstår at bruge nøglerne til de forskellige virkeligheder.
Min viljeskraft er en sublim, metallisk lysende art. Et materiale som endnu er totalt ukendt på Jorden, fordi menneskene ikke ville evne at administrere dette stof. I min virkelighed er alt klart og tydeligt. Intet kan skjules. Alt ses og opleves i de højest mulige potenser af lys, vel og mærke når man er trænet til at arbejde med denne energi.
I den ydre verden har indsneget sig så mange misforståelser og misopfattelser omkring Viljens energi. Mennesker er blevet bange for denne energi i stedet for at tage den til sig som et barn, der har brug for at få omsorg, og som har brug for at udvikle sig som det væsen, det er. Men langt de fleste mennesker har oplevet denne viljeskraft misbrugt som en dominerende, egensindig, egenrådig energi, som knuste alt, hvad den mødte.
Selvklart kan diamantens viljeskraft skære igennem alt, men dette er misforstået af menneskene. Kun, når det er Guds vilje, der ser hensigten, kan denne viljeskraft bruges som den gennemskærende, rensende energi, som bortskærer alt unødvendigt, og som bortskærer for altid. Da må Guds vilje, Monadens viljeskraft, medvirke i arbejdet; for det, der én gang er skåret bort, kan ikke vindes tilbage.
Derfor må du som menneske omgås denne viljeskraft med både respekt og ydmyghed. Du må lære dens styrke at kende, og du må lære dens klarhed at kende. Du må lære at forstå viljens aspekt, således som det udtrykkes primært igennem den 1. stråle, både når du er inkarneret som menneske, og når du lever uden den fysiske krop. Uden denne viljeskraft var du ikke en guddommelig eksistens, thi den kræves for at ville livet. Den kræves, for at livet kan gå sin gang med klarhed, med opmærksomhed og med kærlig årvågenhed.
Mit viljesaspekt er af guddommelig art, og samtidig indeholder det i sig den højest mulige karat af visdommens aspekt, hvormed den går ind i og igangsætter den 2. stråle, og igen via dette viljesaspekt igangsætter intelligentsiaen i mennesket.
Jeg og min Fader er ét. I hans viljeskraft har jeg mit virke og derfor fordres den størst mulige renhed af viljens disciple eller disciple af den 1. stråle. Denne renhed er næsten uopnåelig for menneskene, og derfor har viljesaspektet været tilladt i al sin mangfoldighed, for at menneskene skulle lære at kende og forstå det guddommelige viljesaspekt. Derfor har I som mennesker både brugt og misbrugt denne viljeskraft i forhold til jer selv og i forhold til andre som en nødvendig træning og erfaring på vejen. I fremtiden kan dette viljesaspekt kun bruges i henhold til den guddommelige vilje, og mennesker, som har aspekter af personlighedsvilje eller personlighedsautoritet i en ikke ren frekvens af lys, vil blive frataget deres magt, og samtidigt vil de blive frataget deres begær efter magt. Dette sker for at rense ud blandt disciplene af 1. stråle, hvor for mange indtil nu har troet, at livet var en leg, og derfor endnu ikke har forstået livets alvor og skæbnespillets indflydelse på den samlede udvikling.
Jeg ønsker af dig, som læser dette skrift, at du for et øjeblik tuner ind på den guddommelige viljesenergi.
Bed om, at Faderen lader denne rensende viljesenergi strømme
ind i dine legemer og chakraer for at forberede dem på nye opgaver
og på alt det nye, som er på vej.
Oplev diamantens klarhed.
Oplev diamantens hårdhed og alligevel blide genspejling og refleksion af Lyset.
Begynd da indefra at forstå Guds hensigt med denne strålefrekvens i universet.
Oplev 1. strålekraften indefra.
Oplev dens klarhed. Oplev dens styrke.
Oplev, at det er igennem den guddommelige viljeskraft, at du har mulighed for at kontakte det monadiske aspekt af dit væsen.
Oplev, at det er igennem den guddommelige vilje og hensigt, at du kan nå til dybere erkendelser om, hvem du er, og hvad dine opgaver er.
Sid i denne strålefrekvens af lys.
Lad dig gennemstrømme og fylde af det guddommelige
1. stråles viljesaspekt, for at du kan erkende og genkende denne energi, som er totalt fri for personlighedens begær og forestillinger.
Giv plads for en indre erkendelse og oplevelse af
1. stråles villede guddommelige kraft og energi
af ophøjethed og af guddommelig kærlighed.
Lad dine chakraer og dine legemer gennemstrømme
af den guddommelige viljesenergi.
Lad den hjælpe dig til i tiden fremover at kunne reflektere Lyset
fra det guddommelige viljesaspekt fri af personlighedens vilje.
Og husk, at Gud aldrig går ind og vurderer et andet menneske. Gud går ind og ser din indre lysstruktur for at se dine potentialer, for at forstå dine vanskeligheder og for at give dig Guds kærlige hjælp iklædt den guddommelige viljeskraft, for at du på din vej bliver i stand til at skelne og til at erkende den, og for at du kan bruge den i henhold til den højest mulige vilje, for i Guds univers er kun ét fornødent: At erkende Guds vilje. I Guds vilje er den guddommelige sandhed, i den er Planen for Jordens og menneskehedens udvikling, og i den er også planen for dit liv og din udvikling.
Se den sekstakkede lysende diamant for dit indre blik oplyst af den indefra kommende viljes lys omgivet af blåhvidt ildagtigt lys.
Bliv fortrolig med dette symbol. Da vil du altid kunne åbne dig for det guddommelige viljesaspekt og få hjælp til at se og opleve - fra det højest mulige perspektiv og fra den højest mulige bevidsthed - det, som er muligt for dig.”
26. august 2000 Mesteren el Morya
Lady Celeste
4. stråle
”Jeg er en af mestrene på den 4. stråle og har et tæt samarbejde med mesteren Rowena på den 5. stråle. Jeg er en af de kvindelige mestre, der i denne overgang mod Den Nye Tidsalder vil træde nærmere til menneskene, fordi jeg arbejder med finheden i stoffet. Jeg arbejder med at sublimere stof til ånd. Jeg arbejder med de fineste krystalagtige essenser i universet og har derfor min oprindelse i et af krystalsamfundene der. Et af mine arbejdsområder er at frigøre den krystallinske frekvens, for at stoffet kan reflektere mest muligt af det universelle guddommelige lys. Jeg arbejder derfor med at højne stoffet i frekvens. Således er jeg med i den proces, hvorved stoffet bliver stadig mere æterisk, og menneskene mere lyse.
Nogle mennesker længes mod denne særlige refleksion i stoffet, men uden at vide, at når den bliver mere og mere fremherskende i deres egne fysiske legemer, da bliver alt efterhånden synligt. Intet kan skjules, intet kan holdes tilbage. Da er vejen betrådt, og mennesket må gå videre ad lysvejen, som fører mod befrielsen fra stoffets bindinger. Det må gå mod uafhængigheden af at være en eksistens i fysisk krop for at kunne udvikle sig og for at kunne begå sig i den fysiske verden, som flertallet af menneskene er mere afhængige af, end de måske selv ønsker at vedkende sig.
Dette gælder også de såkaldte lysmennesker, som måske længes tilbage mod lysverdenerne, men som jo alligevel ikke er indstillet på at give afkald på de materielle levevilkår, som de har opnået i den fysiske verden. Således er der ikke altid overensstemmelse imellem menneskers ønsker og konsekvenserne af disse ønsker. Menneskene har så mange drømme, men er ikke klar over, hvad det ”koster” at nå eller opfylde disse drømme, og de kender slet ikke konsekvenserne af at nå målet. Dette er en del af livets spil.
Jeg arbejder med at sublimere stoffet, og det betyder, at jeg ofte sender en mild, rensende frekvens ned i de legemer, der åbner sig herfor, for at legemerne indefra kan fornys og sublimeres, for at menneskene kan slippe mere og mere af det, som har sat sig som skorper omkring Lyset, og kan slippe det, som hindrer Lysets styrke, og som hindrer Lysets ild i at være den fremtrædende frekvens i jeres celler og i jeres legemer. Således kan jeg også ses som den, der er med til at åbenbare Lysets frekvens, og når højere frekvenser af lys frigøres, åndeliggøres stoffet indefra.
Jeg arbejder med at fremme kunsten og skønheden på Jorden. Jeg søger at inspirere enhver kunstner, ethvert menneske til altid at yde sit højeste, sit ypperste i Lysets navn. Men dette er en vanskelig proces, fordi mennesket har sine egne forestillinger om, hvad det vil, og især hvad det ikke vil. Mennesket har sine egne forestillinger om, hvad der er skønhed, hvad der er smukt, men er ikke altid klar over, at det, de ser som smukt med deres ydre øje, ikke absolut behøver at være smukt, hvis de hæver sig blot nogle få planer op i bevidsthed.
I de indre riger kan dette opleves som en grad af smerte, at menneskene knapt nok aner, hvad skønhed er. Men vi søger at tilskynde mennesker til at opleve skønheden i deres liv, i deres væsen og i deres tanker, følelser og handlinger, for derved søges mod det sublime, søges mod det livgivende element i stoffet. Derved vil de indre lysverdener kunne begynde at udtrykke sig igennem stoffet. Derved vil også menneskets sjæl og ånd kunne begynde at udtrykke sig igennem stoffet.
Endnu hersker der stor uvidenhed på Jorden omkring disse ting, igen fordi menneskene er så optaget af deres egne forestillinger, men vi søger at gøre vort ypperste, og vi beder om, at også du søger mod livet i stoffet. Vi beder dig hjælpe med til at give plads for renheden og klarheden i menneskelivet i dine tanker, i dine handlinger, i dine følelser og endda helt ned til den føde, du indtager, og som efterhånden også vil blive mere og mere sublim.
Der er så meget fyldstof på Jorden, men det har været nødvendigt i visse overgangsperioder, visse udviklingsperioder, for at menneskene derved kunne gå ind i opdagelsen af stoffet, af materien. Men når denne opdagelse er gjort, ligger det som et led i udviklingen at åbne sig mod det livgivende element for der efterhånden at kunne få fat i det oprindelige, den krystallinske essens.
Jeg sender nu mine rensende, balancerende, krystallinske energier igennem dine legemer for at hjælpe dig til større indre renhed og klarhed.
Det sker for at hjælpe dig til at se den indre virkelighed, det indre liv i stoffet og i materien. Det sker for at hjælpe dig til at kunne opleve livsnerven, de guddommelige livstråde i din æteriske aura, som er dem, der giver næring til din fysiske krop. Disse livstråde eller livsnerver er også mit arbejdsområde.
Jeg er med til at åbne menneskene for den indre forståelse af livet i stoffet, og dertil fordres renhed og klarhed, sublimitet og det at slippe visse forestillinger og anfordringer. Jeg arbejder med skønheden, jeg arbejder med den indefra kommende forfinelse af stoffet i al materie. Jeg hjælper med stor tålmodighed menneskene ét skridt ad gangen, for det er menneskenes måde at udvikle sig på.
I mit rige er mange hjælpere, som arbejder med disse ting. Disse hjælpere er lysvæsener af forskellig grad af udvikling og oprindelse. Jeg samarbejder med englene, jeg samarbejder med devaerne, jeg samarbejder med søstre og brødre i rummet og ikke mindst samarbejder jeg med den krystalverden, hvori jeg selv har min oprindelse. I mit rige søger vi at genåbne det krystallinske spor i menneskenes bevidsthed, hvor der er mulighed derfor.
Vi søger at hjælpe menneskene til at kunne rejse uden for tid og rum. Vi søger at hjælpe menneskene til at slippe begrænsningerne og til at genopleve den frihed, der ligger som en del af udviklingen, for heri ligger friheden fra stoffets begrænsning, efter at stoffets kvalitet og muligheder er erfaret gennem utallige inkarnationsrunder blandt andet på Jorden.
I mine kære brødre og søstre,
åben jer for denne indre lysverden af krystallinsk skønhed, renhed og klarhed.
Lad dig gennemstrømme af mit klare, velsignende og rensende lys,
for at du kan åbne dig for livet i stoffet.
Jeg og mine hjælpere er til stede overalt i den fysisk/æteriske verden samtidig med, at vi hele tiden på én og samme tid er orienteret mod vor egen oprindelse og den fysiske eksistens og materie, som vi arbejder på at hjælpe frem mod en frigørelse.
Jeg hjælper dig til at se klarere. Jeg hjælper dig til at åbne mod de indre lysverdener. Jeg hjælper dig med at trække slørene fra dine øjne, for at du tør bekende dig til og se den indre virkelighed, og hvordan denne har sine manifestationer i den ydre verden. Jeg hjælper dig til at du bliver renset og forfinet i dine legemer. Jeg hjælper dig til at vibrere og leve i højere frekvenser af lys. Mine lysengle kan altid hidkaldes, når du søger renheden, for kun igennem renheden i dine legemer kan den indre skønhed opleves og udtrykkes på det ydre plan, og dermed blive en del af den ydre virkelighed.
Jeg er en del af Hierarkiets englehierarki. Jeg er en del af den krystallinske verden. Jeg er del af mestrenes verden, og jeg er en del af menneskenes verden og uden disse tilknytninger var det ikke muligt for mig at udføre mit virke i forhold til menneskene på Jorden.
Lad dig rense, lad dig rense, lad dig rense
- og giv derved plads for de indre verdeners skønhed i dit liv og i dine legemer.
Vær selv en Lysets og Renhedens repræsentant på Jorden.”
27. august 2000 Lady Celeste
Ærkeengelen Uriel
6. stråle
”Som ærkeengel tilknyttet den 6. stråle går jeg naturligt ind og varetager de funktioner, som er tilknyttet dette sted, denne energifrekvens i universet. Jeg er den hjælper, den støtte, som både mestre og disciple kan hidkalde, når de er knyttet til og arbejder for og på denne stråle. Jeg er det væsen, som kan medvirke til at åbne for en indre inspiration og aspiration.
Mit virke er mangfoldigt, for ud over dette arbejdsfelt, arbejder jeg også som inspirator, træner, udviklingsleder for elementernes devaer. De fire elementer på Jorden har hvert deres væsensrige, og mit ansvar er, at disse riger er i bestandig udvikling, samtidig med at opgaverne varetages. I dette virkefelt har jeg tilknyttet hjælpere, som går ind og varetager hver deres opgaver, men jeg er den, der koordinerer udviklingen i jordelementernes rige. Jeg er den, der tilpasser udviklingen i henhold til den højere plan. Jeg er den inspirationskilde, som udvikler livet i elementernes verden. Jeg er den, til hvem der kan ske henvendelse, når der hersker usikkerhed om det ene eller det andet i disse riger. Står du selv som menneske på Jorden, og har usikkerhed i forhold til, hvordan du skal takle et bestemt jordområde, et bestemt vandområde eller lignende, har du muligheden for at påkalde mit væsen, og jeg vil da, via mine hjælpere, give min inspiration for dit videre virke.
Jeg arbejder med vandets devaer, med luftens devaer, med jordens devaer, med ildens devaer alle er de en del af mit rige, den energistrøm, som jeg står til ansvar for over for min Fader. Det betyder også, at mit virkefelt er anderledes end så mange andre ærkeengles virkefelter, fordi mange af disse er mere beskæftiget med opgaver i universet, i solsystemet, hvor mine opgaver er langt mere direkte relateret til Jorden og de jordiske sfærer af lys. På den måde har jeg også altid mulighed for at kunne formidle, hvordan udviklingen i disse riger ser ud, når andre haver interesse derfor. Jeg er på mange måder meget praktisk orienteret. Jeg har min opmærksomhed meget rettet mod disse riger på Jorden for at give den fornødne inspiration, for at trække i de nødvendige tråde og for at kunne vejlede lederne af hvert af disse riger. Derfor har jeg også evnen til at kunne materialisere mig inden for disse riger og på den måde indgå i en meget direkte kontakt med de forskellige typer lysvæsener, som arbejder i elementernes rige.
Jeg er selv af jord, luft, ild og vand udover min æteriske eksistens. Jeg har evnen i mit væsen til at være ufattelig stor, set med jordiske øjne, og samtidig til næsten at kunne mikroskopere mit væsen og blot være en essens. Samtidig skal jeg, via mine riger, hjælpe menneskene til at forstå, at også de har et ansvar for trivslen, ikke kun på Jorden, men også i disse riger. Derved kommer et engagement, en inspiration til menneskene omkring opmærksomhed i forhold til naturlovene og den måde, hvorpå menneskene går ind og bryder disse love.
Jeg har et korps af hjælpere, som søger at inspirere menneskene til en mere helhedsorienteret forståelse omkring elementerne, omkring det I benævner økologi, omkring det I kalder miljø, fordi det er så påkrævet, at menneskene begynder at forstå og erkende, hvad de gør i forhold til natur og miljø med deres giftige udslip både kemisk og verbalt.
Ønsker du at forstå mit virke dybere, kan du meditere på det, der her er antydet. Og har du en tilknytning til mit rige, vil du gennem meditative stunder opfange stadigt mere.
Jeg hilser jer mine jordiske brødre og søstre, og jeg hilser ånden i jert indre. Thi også jeg er både af ånd og stof.
Jeg hilser.”
28. november 2000 Uriel
Ærkeengelen Zadkiel
7. stråle
”Jeg glæder mig over, i denne tid, at måtte komme nærmere menneskene, for længe, længe har jeg haft mit virke i højere sfærer af lys. Det har ikke været mig tilladt at nærme mig Jorden, men samtidig med at den 7. stråle nu er ved at manifestere sin kraft, sin energi, sin styrke, sin hjælp, sine visioner for Den Ny Tid på Jorden, er det blevet mig tilladt at træde nærmere.
Jeg har som opgave at samarbejde med alle væsener tilknyttet den 7. stråle for at medvirke til at skabe åbningen mod Den Nye Tidsalder på Jorden. Og når åbninger skal skabes, må forhindringer gennembrydes, minimeres. Derfor sker der et forberedende arbejde for den 7. stråles virke igennem rens og forvandling af ”forposterne” for den 7. stråle. Jeg har derfor nu både tilladelse og mulighed for, at mine engle må gå blandt menneskene og hjælpe dem frem mod Den Nye Tidsalder, hjælpe dem til at forstå, at de ikke er alene. Hjælpe dem til at forstå, at noget nyt er på vej. Som følge heraf og forudsætning herfor må meget slippes og gennembrydes.
Jeg er med til at gennembryde mørkets bastioner. Jeg er med til at gennembryde det menneskelige tankesæt med alle dets forviklinger og umage forståelser af fortid, nutid og fremtid. Jeg hjælper menneskene til større klarhed i tanke, tale og handling. Jeg hjælper menneskene til at åbne for den højere hensigt med deres liv og virke. Jeg hjælper med at bygge antahkaranabroen i det enkelte menneske, når mennesket beder mig derom. Jeg hjælper med at bygge antahkaranabroen i menneskeheden som helhed, mod menneskesjælen, mod menneskeånden.
Jeg hjælper mennesket til at genfinde den indre styrke. Jeg hjælper menneskene til åbne for sjælens inspiration. Jeg hjælper menneskene til at se, forstå og erkende, hvem de er på alle planer. Jeg hjælper, jeg gennemstrømmer, jeg gennemlyser, for at det skjulte kan komme frem, og slørene trækkes til side eller gennembrydes.
Jeg samarbejder omkring Planen for Jorden med de væsener, som er tilknyttet dette arbejde og ikke mindst det særlige strålefelt, som gradvist manifesteres.
Jeg er frygtløs i mit virke og ønsker også, at menneskene må bibringes denne frygtløshed for at gå fremad, for at gå ind i denne nye epoke af historien, som er på vej, en epoke, hvor så meget vil forandres i menneskenes liv, og hvor en stadig mere direkte kommunikation bliver muliggjort på flere og flere planer og niveauer.
Jeg er af stof, jeg er af ånd, og jeg sammenkæder disse elementer. Beder du om hjælp til at finde vejen, da viser jeg dig vejen mod nye tider på Jorden. Jeg går i front uden frygt uden tøven, thi jeg har indsigt i det, som venter, og du har intet at frygte.
Jeg vogter den hellige flamme på den 7. stråle, vogter de syv elementer af denne flamme, hvoraf kan nævnes nedbrydning, forvandling, opbygning, sammenkædning af ånd og stof.
Jeg samarbejder i det nære, jeg samarbejder i det fjerne, fordi dette er en forudsætning for mit virke og for dit virke. Ånd og stof skal mødes, himmel og jord skal mødes, og den nye verden, den nye fremtid opstå derved.
Jeg er af ånd, jeg er af stof, og det er også du. Mediter på dette.
Meditation vil vise mange mennesker vejen til at forstå forbindelsen mellem ånd og stof og til en indre erkendelse af, at mennesket ikke blot er bestående af fysisk stof, men også af ånd og sjæl. Studier i fremtiden vil åbenbare stadigt mere af den æteriske verdens eksistens, og menneskene på Jorden bliver nødt til at forholde sig dertil. Den æteriske substans er den, der forbinder ånd og stof. Den æteriske substans må erkendes i forhold til den fremtidige udvikling, i forhold til forståelsen af, hvad der sker og ikke sker, når ting og forhold ikke umiddelbart kan måles, men virkningen registreres.
Jeg er og er ikke af denne verden.
Jeg har tidligere været medansvarlig for en civilisations udvikling, og jeg elsker at medvirke i dette arbejde. At kunne varetage både de store linier og detaljerne og se, hvorledes disse må samarbejde.
At åbne for ærkeenglenes virke er at åbne for nye og dog supplerende forståelser. Det er at åbne for det tusindtallige spektrum af eksistensformer, som er en del af universet og universets udvikling i dette solsystem. Men selv dette solsystem er som et fnug i uendeligheden, og samtidig vil det trække sine spor og støtte udviklingen i det samlede univers.
Bevidsthed har ingen problemer med at bevæge sig uden for dette solsystem eller uden for denne galakse, men lige som I ikke kan sidde og dagdrømme i jeres daglige virke, må heller ikke jeg bevæge mig ud i disse højere sfærer af lys. Jeg må koncentrere mit virke om de opgaver, som jeg i denne tid har i dette solsystem og i forhold til Jorden. Kun en sjælden gang er det mig tilladt at bevæge mig ud i de galakser, hvortil jeg har et større tilknytningsforhold og flere venner. Opgaven, også for mig, er i den 7. stråle og det at hjælpe menneskene til at vende sig mod det nye og turde slippe det, der binder og holder tilbage.
Så jeg viser dig vejen mod din indre flamme Frihedens Flamme. Friheden fra begær og ønsker uden det at tjene det højeste.
Åben dig for denne Frihedens strålende, forvandlende Flamme, og giv dig selv muligheden for at slippe personlighedens begær og mere og mere leve i henhold til den højeste vilje - inspireret af din ånd og din sjæl.
Jeg hilser dig du Lysets broder og søster.
Jeg hilser dig.”
28. november 2000 Zadkiel
Nationaldevaen for Danmark
”Jeg er det lysvæsen, som under ansvar og inspiration fra min indre lærer opretholder indstrømningen over Danmark og dermed sikrer, at rammerne for udviklingen af sjælene igennem liv og inkarnation i det landområde, som kaldes Danmark, kan udfoldes inden for de givne rammer.
Der er i det danske folk en form for national træghed, en form for tilbageholdenhed i forhold til det nye, der er på vej. Det er, som om danskerne ønsker at fastholde det bestående og har vanskeligt ved at åbne deres sind og deres hjerter mod det nye og mod de fremmede islæt, som søges integreret i den danske folkesjæl.
Danmark har haft som sin opgave at vise vejen mod demokrati, mod personlig og national frihed. Dette må dog ikke betyde, at friheden til at være fri og til at være demokratisk bliver en begrænsning. Personligheden er den karakter, hvorigennem sjælen udvikler sine egenskaber, sine forståelser, får erfaringer og viden. Personlighederne kan være genstridige, afvæbnende eller ligeglade, og intet af dette er særlig brugbart, når det ses i større perspektiver.
Det danske folk udvikler sig under inspiration fra den 2. stråle i universet repræsenterende kærligheds- og visdomsaspektet. Kærligheden er derfor en nærliggende kraft, styrke og inspiration at arbejde under, når livet leves i det danske ørige. Kærligheden er den kraft, som kan hjælpe menneskene til indefra at åbne sig mod livet, åbne sig mod medmennesket, åbne sig mod de mennesker, der er i nød. I Danmark er denne åbning snæver. Den skal og må udvides, for hvis ikke I skulle kunne åbne jeres hjerter mod mennesker i nød, hvem skulle da? I har både menneskeligt og økonomisk overskud, selv om også mennesker, målt i forhold til den materielle levestandard i Danmark, kan leve under mere trange økonomiske kår. Men selv disse mennesker har mere end millioner af andre mennesker rundt om i verdenen.
Sammen med den 7. stråle og indstrømningen også fra den 2. stråle, arbejder vi på at smelte forsvaret i de danske hjerter, omdanne selvmedlidenheden til naturlig opofrelse og given til næsten. Vi søger igennem lysarbejdere og det mægtige indstrømningsfokus, som er dannet i den nordlige del af Sjælland*, at arbejde så direkte, som det overhovedet er muligt ind i danskerne, ind i hjerterne i de mennesker, der lever i Danmark, for at næstekærligheden kan blive den kraft, hvorigennem I udvikler jer i forhold til hinanden og i forhold til resten af verdenen.
Som nationaldeva er jeg en del af flere interplanetariske råd. Som nationaldeva samarbejder jeg med nationaldevaer ikke kun i Norden, men videre ud over Jorden. Der er vanskelige tider på Jorden både for menneskene og for de lysvæsener, som hele tiden skal søge at inspirere, fastholde energier og åbne for andre energier, fordi menneskene mest er interesseret i den fremtidige udvikling på egne præmisser og forventninger. Mange glemmer den spirituelle dimension, og de, der er religiøst orienteret, er måske mere optaget af religionen og kan have vanskeligt ved at åbne sig mod den levende Kristus, den opstandne Kristus, denne vældige solkraft, som er begyndt at arbejde på Jorden.
Som nationaldeva for den danske folkesjæl lever I i mit væsen, og jeg skal hele tiden nære og støtte jer i jeres nationale bevidsthed og særlige opgaver i Norden, på Jorden.
Jeg samarbejder på det universelle plan, det globale plan, det nordiske plan og på det nationale plan. Som nationaldevaer i Norden arbejder vi under den nordiske kosmiske devaimpuls, og hver især har vi som nationaldevaer vore opgaver og vore vanskeligheder, men vi står ikke alene i dette arbejde. Hærskarer af engle og devaer indgår i dette samarbejde for at fremme udviklingen i henhold den højeste plan.
Som spirituelt søgende mennesker vil I opdage, at det bliver mere og mere naturligt at indgå i et samarbejde med devaernes verden, herunder de større devavæsener, som er vogtere over landområder, som er vogtere over de enkelte lande og kontinenter, og de devaer, som er både vogtere og inspiratorer i forhold til folkesjælene. Det ligger i udviklingen, at folkesjælene mere og mere vil åbne sig mod hinanden, og at der vil ske en vis sammensmeltning, fordi det tjener den højeste plan og racernes udvikling på Jorden. Det har aldrig været hensigten, at mennesker eller nationaliteter skulle klamre sig til det bestående. Hensigten er, at arbejdet for helheden er det primære samtidig med en centrering i nutiden.
Devaerne og vort arbejde som nationaldevaer vil blive mere synligt for menneskene, efterhånden som menneskenes æteriske syn og æteriske forståelse bliver udviklet. Derfor søger vi også at nå mennesker, som har denne åbenhed, for at de kan formidle om vort virke, herunder at devaer er bevidste væsener, som med tilstrækkelig erfaring kan indgå også i et kosmisk interplanetarisk samarbejde med dertil hørende ansvar og opgaver.
Jeg vil mere og mere manifestere mit nærvær, fordi det er min opgave at smelte stivheden i den danske folkesjæl. Den stivhed, hvor mennesker lukker sig mod omverdenen for at værne om deres. Den stivhed, som til trods for jeres tilsyneladende venlighed, demokratiske frihed, gør, at visse grupper lukker sig for mennesker, som ikke har deres oprindelse i Danmark. Men husk, at alle mennesker født på Jorden er medmennesker, som Gud har ladet inkarnere, for at de kan indgå i den samlede plan og udvikle sig både individuelt og i forhold til forskellige grupper og helheder.
Når I rejser på Jorden, åbner I jer for andre energier og måder at leve og virke på. Så hvorfor ikke også åbne jer for det, som naturligt allerede er til stede i jert land: Fremmede kulturer, mennesker, som har en anden baggrund end jer, og som kan hjælpe jer til at udvikle jeres færdigheder, jeres evner for kommunikation og dét, på mange måder at være et foregangsland, ikke kun med hensyn til demokrati og personlig frihed, men også med en naturlig indefra kommende universel kærlighed.
Som Kristus favner alle mennesker, som Jesus viste Guds kærlighed, således skal også du vise kærligheden, den guddommelige kærlighed, som strømmer fra 2. stråleashramen - og igennem kærlighed udvikle visdom.
Når I taler om skytsengle og hjælpere, vil det ofte være udsendinge fra mit rige, som går ind og hjælper jer på forskellige områder i jeres liv. Mange mennesker lever således med forskellige hjælpere tilknyttet. Disse hjælpere kan være personlige, eller de kan være hjælpere fra Hierarkiet, fra englenes rige, fra devaernes rige, herunder mit rige.
På samme måde som du lader mennesker gå ind og påvirke dit liv og dine beslutninger, når du møder dem i den fysiske verden, så må også du mere og mere indgå i et samarbejde ikke kun med din egen sjæl, men også med den levende lysverden, der er omkring dig, og de væsener, som indgår i denne, og hvoraf nogle vil være dine hjælpere.
Jeg hilser dig og trækker mig, men altid er jeg vågen. Alt har min opmærksomhed.”
29. november 2000 Den Danske Nationaldeva